Familieindsats genstarter tidligere gazelle-vinder


68-årige Jens Sauer måtte efter et strategiskifte se sin virksomhed gå konkurs i 2013. I dag er han startet forfra sammen med familien

Tre år efter at Jens Sauer måtte se sin virksomhed, flytterådgiveren A2Z Turnkey, gå konkurs, er han nu rådgiver og mentor for familiens næste generation i A2Z Move Management. Firmaet blev etableret i asken fra det gamle i 2014 af hans to døtre Anne Veis Sauer og Gitte Ludvigsen, hvor sidstnævnte nu driver selskabet sammen med Thomas Veis Sauer, svigersøn til Jens Sauer. “Det har jeg det godt med, for de er tro over for konceptet,” siger Jens Sauer. En storstilet strategiplan, som på fem år skulle mangedoble omsætningen og flytte A2Z Turnkey, gazellevinder fra 2005 i Roskilde, til nye markeder, krævede tilbage i 2008, at Jens Sauer som ejer og stifter måtte trække sig fra driften. Investoren, der ville købe to tredjedele af aktierne, foretrak det. “Der ville man have en ny ledelse ind, så man kunne se, at virksomheden kunne drives uden min medvirken,” siger Jens Sauer, der fortsat havde en tredjedel af ejerandelen og fortsatte i A2Z Turnkeys bestyrelse. Oven på et 2008-regnskab med underskud trak investoren sig dog ifølge Jens Sauer, og i de følgende år fulgte en linje, han ikke var enig i. “I stedet for at have få og store projekter ville man hellere tage masser af ordrer, men man tjente ikke penge,” konstaterer han. I 2012 overtog han så selv driften igen, men et år efter gik A2Z Turnkey konkurs.

Nyt baseret på det gamle
Det nye A2Z Move Management kører ifølge ham på det gamle koncept med at sikre få, men store, ordrer, med at rådgive virksomheder, når de f.eks. skal flytte domicil og i den proces skal tage beslutninger om bl.a. genanvendelsesstrategi og udstyr. Virksomheden tæller i dag fire ansatte og hyrer rådgivere ind på freelancebasis. I det første regnskabsår, gående fra maj til årsskiftet 2015, blev det til et overskud på lidt over en halv mio. kr “Vi skal selvfølgelig køre med overskud og kunne investere i udvikling, men først og fremmest handler det om at levere noget, vi er stolte af,” siger den i dag 68-årige Jens Sauer. “Jeg kan se mig selv fortsætte i fem-ti år endnu, også fordi arbejdsbyrden ikke er stor. Alt er relativt, men det er ikke en 60-timers arbejdsuge. Det er mere lystbaseret nu.

Artikel i Børsen
http://borsen.dk/nyheder/ejendomme/artikel/11/152907/artikel.html